Periodontitis hos hunde

Få undersøgt din hunds tænder hos Tandspecialisten.

Periodontitis er en kronisk betændelsestilstand i tandens støttevæv. Det vil sige tandkød, knogle og det væv, der holder tanden fast.

Sygdommen opstår typisk, når plak og tandsten får lov at sidde på tænderne over længere tid. Plak og tandsten indeholder bakterier, som kan irritere tandkødet og med tiden give betændelse omkring tænderne.

Hos mange hunde udvikler tandproblemer sig langsomt. Derfor kan det være svært at opdage periodontitis i hverdagen, før sygdommen er blevet mere fremskreden.

Typiske symptomer på periodontitis hos hunde

  • Dårlig ånde
  • Rødt eller blødende tandkød
  • Synlig tandsten
  • Smerter eller ubehag, når hunden tygger
  • At hunden kun tygger i den ene side
  • Løse tænder
  • Tandtab i fremskredne tilfælde

Hvis din hund har dårlig ånde, tandsten eller tegn på ømhed i munden, kan det være tegn på, at der er brug for en grundig tandundersøgelse.

Hvorfor skal periodontitis behandles?

Hvis periodontitis ikke behandles, kan sygdommen føre til smerter, infektion, løse tænder og tab af tænder.

I alvorlige tilfælde kan bakterier fra munden sprede sig videre i kroppen og påvirke hundens generelle helbred. Derfor er det vigtigt at tage tandproblemer alvorligt, også selvom hunden stadig spiser normalt.

Hvordan behandles periodontitis?

Behandlingen afhænger af, hvor fremskreden sygdommen er. En grundig tandbehandling kan blandt andet omfatte:

  • Professionel tandrensning i bedøvelse
  • Mundhuleundersøgelse
  • Dentalrøntgen af hele munden
  • Vurdering af tandkød, tandrødder og knogle omkring tænderne
  • Fjernelse af tænder, hvis de er alvorligt beskadigede
  • Avanceret periodontal kirugi
  • Rådgivning om tandpleje derhjemme

Dentalrøntgen er vigtigt, fordi mange tandproblemer sidder under tandkødet og derfor ikke altid kan ses med det blotte øje.