Hund

Ved cherry eye ser man fremfald af blinkhindekirtlen i form af en lyserød hævelse i øjenkrogen. Nogle vil opleve at kirtlen i en periode popper frem og tilbage, men til sidst vil fremfaldet være mere eller mindre permanent. Cherry eye kan give irritation og øget tåreflåd.
Behandlingen er operativ. Der er altid risiko for tilbagefald af kirtlen efter en operation. Dog benytter vi en metode, som efter vores erfaring kun i sjældne tilfælde giver tilbagefald.

Collie Eye Anomali er en arvelig øjensygdom, som forekommer hos alle Collie racer men er også set hos Shetland sheepdog, Australian shepherd og Nova scotia duck tolling retriever. Sygdommen kommer til udtryk ved en mangelfuld udvikling af flere af øjets strukturer. CEA optræder i 2 udgaver:

  • Chorio Retinal Dysplasi (CRD)
  • Colobom

CRD er en mangelfuld udvikling af øjets årehinde og overliggende nethinde i et specifikt område, tæt på synsnervens indmunding. Forandringerne i nethinden ses typisk i begge øjne, men ikke altid i samme grad. Denne øjensygdom kan give anledning til nedsat syn, men langt de fleste hunde har ikke synsproblemer.
Colobom er en alvorlig lidelse hvor der grundet mangelfuld udvikling af øjet, opstår brok i synsnerven eller senehinden. Nethinde og blodkar presses ud gennem brok åbningen og kan give anledning til alvorlige komplikationer som blødning i øjet og nethindeløsning.

Hornhindesår kan opstå af flere forskellige årsager bl.a. traume, entropion (indadkrængende øjenlåg), fremmedlegeme i øjet og nedsat tåreproduktion. Det er vigtigt at få øjet undersøgt grundigt for at finde årsagen til at såret er opstået.
Den gennemsnitlige hornhinde på hunde er under 1mm tyk. Der skal ikke meget skade til, før at øjet kan sprække og derfor er det vigtigt at få en hornhindeskade undersøgt hurtigst muligt.
Symptomer på hornhindesår kan være rødme samt flåd fra øjet, smerte (missen med øjet) og kløen i øjet.

Et dermoid er et vævsstykke som minder om hud, der fejlagtigt er lokaliseret på hornhinden, bindehinden i øjet eller i øjenlågskanten. Da der er tale om noget der ligner hud, ser man ofte at der på dermoidet vokser hår/pels. Et dermoid kan give irritation af øjet. Behandlingen er operativ fjernelse.

Fejlplacerede øjenhår er meget generende, da de konstant vil irritere øjet. De kan også være grunden til at der opstår hornhindesår. Man kan opleve at symptomerne kommer i perioder, da håret sagtens kan falde af eller knække. Men så snart de vokser ud igen, vil man opleve at generne kommer tilbage. Behandlingen er operativ, her kan man bl.a. frysebehandle hårsækkene.

Når øjenlåget krænger udad blottes en større eller mindre del af øjenslimhinden, og man ser derfor øjne der ’hænger’. Nogle vil ikke være generet af denne lidelse, mens andre kan have problemer grundet den manglende beskyttelse fra øjenlåget. Ektropion kan give anledning til øjenbetændelse, da der kan samle sig støvpartikler og snavs i slimhinden, derudover kan der ses irritation af øjet, da tårevæsken ikke fordeles ordentligt over øjet grundet inkomplet blinkefunktion.
Behandlingen for ektropion er oftest operativ.

Et fremmedlegeme i øjet kan for eksempel være strå, sandkorn, en torn og lignende. Det er vigtigt at få dyret tilset af en dyrlæge tidligt, da man ellers kan risikere at fremmedlegemet vandrer længere ind i øjet og laver mere skade. Sidder fremmedlegemet overfladisk, kan man i nogle tilfælde fjerne det i lokalbedøvelse. Sidder det dybere er det nødvendigt at fjerne det under operationsmikroskop i narkose.

Iris atrofi er en udtyndning af iris (regnbuehinden).
Lidelsen ses hos midaldrende til ældre hunde og udpræget blandt små hunderacer såsom chihuahua, dværgschnauzer og miniaturepudler. Symptomerne kan være missen med øjnene i stærkt lys, da sygdommen giver en grad af lysfølsomhed. Iris atrofi udvikles ikke altid ens i begge øjne og kan derfor resultere i uens pupilstørrelse.

Katarakt, eller grå stær i linsen, er en sygdom i øjets linse, der medfører uklarhed i linsen. Denne uklarhed kan være lille, eller den kan være mere udbredt med grålige/hvidlige områder, der omfatter hele linsen og dermed gør hunden blind. Nogle karakter ændrer sig ikke, imens andre forværres over tid og medfører synsnedsættelse eller komplet blindhed.
Der er flere årsager til grå stær hos hund – blandt andet kan det være arveligt eller sekundært til systemiske sygdomme som for eksempel sukkersyge.

Hvordan behandles katarakt?

Der findes ingen veldokumenteret medicinsk behandling, der kan forsinke, forhindre eller reversere udviklingen af katarakt. Kirurgisk behandling er derfor den eneste behandling, der kan give et blindt dyr synet tilbage.

Det er imidlertid vigtigt at igangsætte behandling af følgesygdomme, der kan opstå sekundært til katarakt (inflammation og eventuelt trykændring i øjet). Fremskredne katarakter medfører altid inflammation, og dette kræver behandling for at undgå smerter i øjet eller andre komplikationer, der gør, at hunden ikke kan opereres.

Hvornår skal min hund tilses af en øjendyrlæge?

Din hund bør tilses af en øjendyrlæge, så snart der opstår mistanke om, eller du eller din veterinær, har set tegn på katarakt. Tidlig øjenundersøgelse udført af en øjenspecialist er alfa og omega for, om din hund kan blive behandlet med succes. Selvom din hund endnu ikke er synspåvirket, er det stadig vigtigt at få dens øjne undersøgt af en øjendyrlæge, så anti-inflammatorisk behandling kan startes rettidigt, og operation planlægges, før hunden har fået komplikationer.

Kan min hund opereres for katarakt?

For at vurdere om din hund kan blive katarakt-opereret, skal øjenspecialisten udføre en grundig øjenundersøgelse for at se, om det er sikkert, at din hund kommer i narkose. I modsætning til mennesker, der katarakt-opereres, skal din hund i narkose. Derudover testes blod og urin samt nethindefunktionen via elektroretinogram (ERG) og strukturerne bagom linsen undersøges for unormale fund via ultralyd.

Der udføres test for at se, om din hund har øget risiko for at udvikle trykproblemer i øjet eller har andre øjenproblemer, der skal behandles, før den kan opereres i linsen. Derudover er det vigtigt, at hunden tolererer krave om halsen, medicin i munden og øjendråber. Har hunden svært ved dette, kan man træne med saltvandsdråber og krave forinden.