Periodontal lidelse
Periodontal lidelse er en sygdom af tandens omkringliggende strukturelle væv (tandkødet, knogle og periodontal ligamentet), hvor betændelse angriber dette væv vores kæledyr. Det starter som plak (biofilm – madrester, bakterier, spyt). Plak er den klæblige og hvid/gulliglige belægning som dannes på tandoverfladen hvis en ordentlig mundhygiene ikke opretholdes. Plakken bliver allerede dannet på tænderne efter 12 timer. Tandsten er kalk udfældning af plakken på tænderne. Altså en mere kronisk tilstand. Tandsten vil begynde at blive dannet allerede efter 14 dage.
Tandsten og plak vil over tid irriterer tandkødet, hvis det ikke bliver behandlet og kan det føre til tab af tænder, smerter og endda infektioner, der spredes til resten af kroppen.
Symptomer kan være dårlig ånde, blødende tandkød, løse tænder og eventuelt problemer med at spise. Behandling og regelmæssig tandpleje vil hjælpe med at holde sygdommen under kontrol.
SYGDOMSFORLØB
Gingivitis
Sygdommen starter i tandkødet. Dette hedder gingivitis (tandkødsbetændelse). Gingivitis er en betændelsestilstand i tandkødet (gingiva). I dette stadie er sygdommen reversibel, men hvis det ikke behandles kan det udvikle sig til den mere alvorlige tilstand periodontitis (parodontose). Gingivitis kan forebyggende behandling ved korrekt tandbørstning.
BEHANDLING
Behandling af gingivitis er som hovedregel rengøring af tænderne. Dette kan du som ejer selv.
Gingivitis index
Gingivitis Index (GI) er en metode til at vurdere graden af tandkødsbetændelse (gingivitis) hos dyr, som typisk bruges af dyrlæger eller tandplejepersonale. Det er en enkel skala, der måler, hvor alvorlig tandkødsbetændelsen er, baseret på udseende og reaktioner i tandkødet.
Skalaen går normalt fra 0 til 3:
Ved undersøgelse af dyrets mundhule, vurderer dyrlægen tandkødets tilstand omkring hver tand og noterer graden af betændelse. Dette hjælper med at:
Gingivitis Index er nyttig, fordi det giver en enkel og ensartet måde at dokumentere tandkødsproblemer på og sikre, at dyrets tand- og mundhygiejne holdes sund.
AVDC klassifikation af tandfrakturer
The AVDC® classification of tooth resorption is based on the assumption that tooth resorption is a progressive condition.
AVDC-klassifikationen for tandfrakturer er et system, der bruges til at vurdere og beskrive forskellige typer af tandbrud hos dyr. AVDC (American Veterinary Dental College) inddeler tandfrakturer efter, hvor dybt og alvorligt bruddet er, og om tandens nerve (pulpa) er påvirket. For eksempel kan en fraktur kun involvere emaljen, eller den kan være så dyb, at tandens nerve er blottet, hvilket kræver hurtig behandling. Systemet hjælper dyrlæger med at planlægge den bedste behandling for at lindre smerte og beskytte kæledyrets tand helbred.
AVDC-klassifikationen for tandfrakturer opdeler tandbrud hos dyr i forskellige typer baseret på bruddets placering, dybde og påvirkning af tandens indre struktur, særligt pulpa (nerve og blodforsyning). Disse klassifikationer hjælper dyrlæger med at forstå skadens omfang og vælge den mest passende behandling for at sikre dyrets velfærd.
AVDC Frakturklassifikationer:
1. Ukompliceret kronefraktur (UCF)
Brud på tandens krone (den synlige del af tanden) uden eksponering af pulpa. Kun emalje og eventuelt dentin er påvirket, hvilket gør skaden mindre smertefuld. Dyrlæger overvåger typisk UCF'er, men kan vælge at forsegle tanden for at forhindre yderligere skader.
2. Kompliceret kronefraktur (CCF)
Brud på kronen, hvor pulpa er eksponeret. Da nerver og blodforsyning er blottet, kan det være smertefuldt og føre til infektion. Denne type fraktur kræver enten rodbehandling (endodontisk behandling) eller fjernelse af tanden (ekstraktion).
3. Ukompliceret krone-rod fraktur (UCRF)
Skade, der involverer både tandens krone og en del af roden, men uden eksponering af pulpa. Selvom pulpa ikke er påvirket, er skaden dybere og kan føre til yderligere problemer. Dyrlæger kan anbefale ekstraktion eller rodbehandling afhængigt af skadens omfang og tandens tilstand.
4. Kompliceret krone-rod fraktur (CCRF)
Brud på både krone og rod, hvor pulpa er blottet. Dette er en alvorlig skade, som er smertefuld og højrisiko for infektion. Behandling involverer ofte rodbehandling eller tandekstraktion for at lindre smerte og forhindre infektion.
5. Rodfraktur (RF)
Brud, der kun påvirker tandens rod uden skade på kronen. Da rodfrakturer kan være svære at opdage visuelt, kræver de ofte røntgenbilleder. Hvis skaden forårsager smerte eller risiko for infektion, er ekstraktion af tanden ofte nødvendigt.
AVDC-klassifikationen hjælper dyrlæger med at vælge behandling for at lindre smerte, forhindre infektion og bevare tandens funktion, hvis muligt.
Dentoalveolær traume (klassifikationer)
Dentoalveolær traume refererer til skader på tænderne og den omgivende knogle (alveoleknoglen) i munden hos kæledyr. AVDC klassificerer dentoalveolære traumer for at hjælpe med at forstå omfanget af skaden og vælge den bedste behandling.
Klassifikationer af Dentoalveolær Traume:
1. Tandsubluksation
- Tanden er løs og kan være lidt forskudt, men den sidder stadig i sin plads. Dette kan føre til smerter og øget følsomhed. Behandling afhænger af skadens omfang og kan omfatte stabilisering af tanden eller overvågning.
2. Tandexartikulation (luxation)
- Tanden er delvist eller helt rykket ud af sin position i kæben. Der findes flere typer afhængigt af, hvor tanden er flyttet:
- Ekstrusiv luxation: Tanden er trukket lidt udad, væk fra kæben.
- Lateral luxation: Tanden er skubbet til siden.
- Intrusiv luxation: Tanden er presset dybt ind i kæben.
- Luxation kan kræve, at tanden flyttes tilbage og stabiliseres.
3. Avulsion
- Tanden er helt slået ud af sin plads. Behandlingen kræver hurtig indsats, da nogle tænder kan sættes tilbage i kæben og stabiliseres, hvis det sker hurtigt nok.
4. Fraktur af alveoleknoglen
- Knoglen omkring tanden er knækket. Dette kan ske sammen med tandfrakturer og kræver ofte kirurgisk behandling for at stabilisere både tanden og knoglen.
Dentoalveolær traume kan være smertefuldt og kræver ofte behandling for at lindre smerter, forhindre infektion og bevare tænderne, hvis muligt.
FORL/FRL – Feline odontoclastisk resorptive læsioner (Feline odontoclastic resorptive lesions)
FORL/FRL (Feline Odontoclastic Resorptive Lesions) er en smertefuld tandsygdom, der rammer mange katte. Ved FORL nedbryder kroppens egne celler, kaldet odontoklaster, langsomt tandens struktur – især rødderne og tandens overflade. Dette skaber små huller og skader, som kan føre til, at tanden svækkes, knækker eller til sidst helt opløses.
Symptomer på FORL
- Nedsat appetit eller ændringer i spisevaner: Katten tygger forsigtigt, spiser kun på den ene side af munden eller undgår tørfoder.
- Smerter og ubehag: Katten kan savle meget, have dårlig ånde eller være mere følsom ved berøring af hovedet og munden.
- Synlige tandproblemer: Tandkødet kan se rødt og hævet ud, og tænderne kan se beskadigede ud.
FORL opdeles i forskellige stadier afhængigt af skadens dybde, fra overfladiske læsioner til helt nedbrudte rødder. Da tilstanden er smertefuld og bliver værre med tiden, kræver behandling ofte at fjerne de berørte tænder.
BOAS – Brachycefal obstruktiv luftvejssyndrom (Brachycephalic obstructive airway syndrome)
BOAS (Brachycephal Obstructive Airway Syndrome) er en luftvejssygdom, der især rammer kortsnudede hunde og katte, som bulldogs, mops og perserkatte. De korte, flade snuder giver disse dyr et karakteristisk udseende, men kan også føre til alvorlige vejrtrækningsproblemer, da luftvejene ofte er for trange.
Symptomer på BOAS
- Snorken og hvæsende vejrtrækning – også når dyret er afslappet
- Svær vejrtrækning under aktivitet eller i varmt vejr
- Hoste, gispende vejrtrækning og besvær med at få luft
- Nedsat udholdenhed og hurtig træthed
Hvorfor opstår BOAS?
Dyrets flade ansigt betyder, at strukturer i næse og svælg er sammenpressede. Dette kan føre til en kombination af smalle næsebor, for lang blød gane og snævre luftveje, hvilket gør det svært for dyret at trække vejret normalt.
Behandling
Milde tilfælde kan håndteres med vægtkontrol og forsigtighed ved varme og motion. Alvorlige tilfælde kan kræve operation for at udvide luftvejene og forbedre dyrets livskvalitet og vejrtrækning.
Rodfyldning (root canal treatment)
Rodfyldning (root canal treatment) hos kæledyr er en behandling, der bruges til at redde en beskadiget eller inficeret tand, så den ikke skal trækkes ud. Behandlingen udføres ofte, hvis tandens pulpa (nerve og blodkar inde i tanden) er beskadiget – for eksempel på grund af en fraktur eller dybt hulrum.
Hvordan foregår en rodbehandling?
1. Fjernelse af pulpa: Dyrlægen fjerner det beskadigede eller inficerede væv inde i tanden.
2. Rensning og desinficering: Tandkanalen renses grundigt for at fjerne bakterier og infektion.
3. Fyldning af kanalen: Kanalen fyldes med et specielt materiale, der forsegler tanden og forhindrer nye infektioner.
4. Forsegling af tanden: Tanden lukkes og kan nogle gange dækkes med en krone for ekstra beskyttelse.
Rodfyldning kan være en god løsning til at bevare en vigtig tand, så kæledyret kan undgå smerter og stadig bruge tanden normalt.
Næse-/ganespalte (også kaldet læbe-gumme-gane-spalte) er en medfødt misdannelse, hvor dyrets læbe, tandkød eller gane ikke er helt lukket, hvilket skaber en åbning mellem mund- og næsehule. Dette ses især hos hunde og katte og er mest almindeligt hos racer som bulldogs og perserkatte.
Symptomer på næse-/ganespalte
- Problemer med at spise og drikke: Mælken eller maden kan komme ud af næsen.
- Hoste og hyppige infektioner: Åbningen mellem munden og næsen kan gøre dyret mere udsat for luftvejsinfektioner.
- Vanskeligheder med at tage på i vægt: Specielt hos hvalpe og killinger kan det være svært at få nok næring.
Behandling
Næse-/ganespalte kræver som regel en operation for at lukke åbningen, så dyret kan spise normalt og undgå infektioner. Med den rette behandling kan dyr med næse-/ganespalte ofte leve et sundt og normalt liv.
Vital overkapninger – (Vital pulptherapy)
Vital overkapning er en tandbehandling, der bruges til at redde en beskadiget tand hos dyr og beskytte tandens pulpa (nerve og blodkar), så tanden kan forblive sund og levende. Behandlingen er især nyttig, når et mindre brud eller slid har eksponeret pulpa uden at forårsage alvorlig skade.
Hvordan foregår vital overkapning?
1. Rensning af tanden: Det beskadigede område omkring pulpa renses omhyggeligt for at fjerne bakterier og skadet væv.
2. Beskyttende materiale: Et specielt beskyttende materiale påføres direkte over pulpa. Dette materiale hjælper pulpa med at hele og beskytter mod infektion.
3. Forsegling af tanden: Tanden forsegles med en fyldning, som beskytter tanden og genopretter dens funktion.
Hvornår bruges vital overkapning?
Vital overkapning anvendes ofte, når et dyr har fået en lille tandskade, og tanden stadig har en chance for at hele. Behandlingen hjælper tanden med at forblive sund og smertefri uden behov for en rodbehandling eller tandudtrækning.
Tandstillingsfejl (malokklusioner) (malocclusion)
Bidfejlstillinger, også kaldet malokklusioner, er, når et dyrs tænder ikke passer ordentligt sammen, når munden er lukket. Dette kan skyldes skævt voksende tænder eller kæber, der ikke er korrekt justeret. Bidfejlstillinger ses oftest hos hunde, katte og smådyr som kaniner og marsvin, og de kan påvirke dyrets evne til at spise normalt og kan føre til smerter og skader i munden.
Typer af bidfejlstillinger
1. Overbid: Overkæbens tænder stikker ud over underkæbens, som hos racer med lange næser.
2. Underbid: Underkæbens tænder rager ud foran overkæbens, ofte set hos racer med flade ansigter som bulldogs.
3. Skævt bid: Tænderne mødes ikke jævnt, hvilket kan få nogle tænder til at slide forkert eller vokse ind i tandkødet.
Symptomer på bidfejlstillinger
- Problemer med at tygge: Dyret kan have svært ved at spise eller foretrække blød mad.
- Smerte og irritation: Forkert placerede tænder kan gnave i tandkødet eller kinderne og forårsage sår.
- Unormalt slid på tænderne: Fejlagtigt slid kan føre til beskadigede eller slidte tænder.
Behandling
Afhængig af sværhedsgraden kan behandling omfatte tandjusteringer, fjernelse af problematiske tænder eller tandregulering for at forbedre dyrets komfort og mundhygiejne.
ELLER
Bidfejlstillinger hos dyr, også kaldet malokklusioner, opstår, når dyrets tænder ikke mødes korrekt. Dette er et almindeligt problem, især hos husdyr og kæledyr som hunde, katte og kaniner, men det kan også ses hos andre arter som heste. Forkert bid kan påvirke dyrets evne til at tygge og kan medføre smerter, ubehag og i nogle tilfælde alvorlige tand- og mundproblemer.
Her er nogle af de typiske bidfejlstillinger, man ser hos dyr:
1. Overbid: Når overkæbens tænder stikker langt ud over underkæbens tænder. Dette kan give problemer, når dyret tygger, og kan føre til, at tænderne slides forkert eller skaber irritation i munden. Overbid ses ofte hos heste og nogle hunderacer.
2. Underbid: Når underkæbens tænder sidder foran overkæbens. Dette kan give dyret svært ved at tygge ordentligt og kan føre til slitage på tænderne. Underbid ses ofte hos racer som bulldogs, hvor det er en naturlig del af deres udseende, men det kan skabe problemer hos andre dyr.
3. Krydsbid: Her overlapper tænderne i over- og underkæben skævt. Dette kan betyde, at dyret får svært ved at tygge jævnt og risikerer at få slidt tænderne forkert. Krydsbid ses sjældent, men kan opstå hos både hunde, katte og heste.
4. Åbent bid: Her er der et mellemrum mellem over- og underkæbens tænder, selv når munden er lukket. Hos dyr kan dette gøre det svært at gribe fat om foder, hvilket kan føre til vægttab eller fejlernæring.
5. Dybt bid: Når overkæbens tænder dækker en stor del af underkæbens, hvilket kan føre til ubehag og slitage på tandkødet og tænderne. Det kan ses hos flere dyrearter, især hvis deres kæbevækst er ujævn.
Bidfejlstillinger hos dyr kan skyldes arvelige faktorer, skade eller vaner som fejlagtigt tyggeadfærd. I nogle tilfælde kan dyrlæger behandle eller korrigere problemet med tandbehandling, specialudstyr eller justering af dyrets kost og livsstil for at mindske generne.
