Øjenlidelser Hund

Øjenlidelser

 

    • Cherry eye

Ved cherry eye ser man fremfald af blinkhindekirtlen i form af en lyserød hævelse i øjenkrogen. Nogle vil opleve at kirtlen i en periode popper frem og tilbage, men til sidst vil fremfaldet være mere eller mindre permanent. Cherry eye kan give irritation og øget tåreflåd.

Behandlingen er operativ. Der er altid risiko for tilbagefald af kirtlen efter en operation. Dog benytter vi en metode, som efter vores erfaring kun i sjældne tilfælde giver tilbagefald.

    • Collie Eye Anomali (CEA)

Collie Eye Anomali er en arvelig øjensygdom, som forekommer hos alle Collie racer men er også set hos Shetland sheepdog, Australian shepherd og Nova scotia duck tolling retriever. Sygdommen kommer til udtryk ved en mangelfuld udvikling af flere af øjets strukturer.

CEA optræder i 2 udgaver:

    • Chorio Retinal Dysplasi (CRD)
    • Colobom

CRD er en mangelfuld udvikling af øjets årehinde og overliggende nethinde i et specifikt område, tæt på synsnervens indmunding. Forandringerne i nethinden ses typisk i begge øjne, men ikke altid i samme grad. Denne øjensygdom kan give anledning til nedsat syn, men langt de fleste hunde har ikke synsproblemer.

Colobom er en alvorlig lidelse hvor der grundet mangelfuld udvikling af øjet, opstår brok i synsnerven eller senehinden. Nethinde og blodkar presses ud gennem brok åbningen og kan give anledning til alvorlige komplikationer som blødning i øjet og nethindeløsning.

 

    • Kornea ulcus (hornhindesår)

Hornhindesår kan opstå af flere forskellige årsager bl.a. traume, entropion (indadkrængende øjenlåg), fremmedlegeme i øjet og nedsat tåreproduktion. Det er vigtigt at få øjet undersøgt grundigt for at finde årsagen til at såret er opstået.

Den gennemsnitlige hornhinde på hunde er under 1mm tyk. Der skal ikke meget skade til, før at øjet kan sprække og derfor er det vigtigt at få en hornhindeskade undersøgt hurtigst muligt.

Symptomer på hornhindesår kan være rødme samt flåd fra øjet, smerte (missen med øjet) og kløen i øjet.

 

    • Dermoid

Et dermoid er et vævsstykke som minder om hud, der fejlagtigt er lokaliseret på hornhinden, bindehinden i øjet eller i øjenlågskanten. Da der er tale om noget der ligner hud, ser man ofte at der på dermoidet vokser hår/pels. Et dermoid kan give irritation af øjet. Behandlingen er operativ fjernelse.

 

    • Distichiasis, ektopiske cilier (fejlplacerede øjenhår)

Fejlplacerede øjenhår er meget generende, da de konstant vil irritere øjet. De kan også være grunden til at der opstår hornhindesår. Man kan opleve at symptomerne kommer i perioder, da håret sagtens kan falde af eller knække. Men så snart de vokser ud igen, vil man opleve at generne kommer tilbage. Behandlingen er operativ, her kan man bl.a. frysebehandle hårsækkene.

 

    • Ektropion (udadkrængende øjenlåg)

Når øjenlåget krænger udad blottes en større eller mindre del af øjenslimhinden, og man ser derfor øjne der ’hænger’. Nogle vil ikke være generet af denne lidelse, mens andre kan have problemer grundet den manglende beskyttelse fra øjenlåget. Ektropion kan give anledning til øjenbetændelse, da der kan samle sig støvpartikler og snavs i slimhinden, derudover kan der ses irritation af øjet, da tårevæsken ikke fordeles ordentligt over øjet grundet inkomplet blinkefunktion.

Behandlingen for ektropion er oftest operativ.

 

    • Entropion (indadkrængende øjenlåg)

Denne lidelse fører ofte ubehag og smerte med sig. Når øjenlågene krænger indad, er det ikke kun slimhinden der er i berøring med hornhinden, men også hud og hår. Den konstante irritation giver anledning til hornhindesår, og risikoen for arvævsdannelse på øjet øges over tid. Behandlingen for entropion er oftest operativ.

 

    • Fremmelegeme i øjet

Et fremmedlegeme i øjet kan for eksempel være strå, sandkorn, en torn og lignende. Det er vigtigt at få dyret tilset af en dyrlæge tidligt, da man ellers kan risikere at fremmedlegemet vandrer længere ind i øjet og laver mere skade. Sidder fremmedlegemet overfladisk, kan man i nogle tilfælde fjerne det i lokalbedøvelse. Sidder det dybere er det nødvendigt at fjerne det under operationsmikroskop i narkose.

 

    • Glaukom (grøn stær)

Dette er en tilstand hvor trykket i øjet er for højt. Det er en tilstand der skal tages meget seriøst samt skal tilses hurtigst muligt. Det er forbundet med voldsom ubehag og mennesker beskriver at det giver migrænelignende smerter. Ubehandlet er glaukom skyld i permanent blindhed. Behandlingen af glaukom afhænger af hvor længe det har stået på og hvorfor tilstanden er opstået.

 

    • Iris atrofi

Iris atrofi er en udtyndning af iris (regnbuehinden).

Lidelsen ses hos midaldrende til ældre hunde og udpræget blandt små hunderacer såsom chihuahua, dværgschnauzer og miniaturepudler. Symptomerne kan være missen med øjnene i stærkt lys, da sygdommen giver en grad af lysfølsomhed. Iris atrofi udvikles ikke altid ens i begge øjne og kan derfor resultere i uens pupilstørrelse.

 

    • Katarakt (grå stær)

Katarakt, eller grå stær i linsen, er en sygdom i øjets linse, der medfører uklarhed i linsen. Denne uklarhed kan være lille, eller den kan være mere udbredt med grålige/hvidlige områder, der omfatter hele linsen og dermed gør hunden blind. Nogle karakter ændrer sig ikke, imens andre forværres over tid og medfører synsnedsættelse eller komplet blindhed.

Der er flere årsager til grå stær hos hund – blandt andet kan det være arveligt eller sekundært til systemiske sygdomme som for eksempel sukkersyge.

Hvordan behandles katarakt?

Der findes ingen veldokumenteret medicinsk behandling, der kan forsinke, forhindre eller reversere udviklingen af katarakt. Kirurgisk behandling er derfor den eneste behandling, der kan give et blindt dyr synet tilbage.

Det er imidlertid vigtigt at igangsætte behandling af følgesygdomme, der kan opstå sekundært til katarakt (inflammation og eventuelt trykændring i øjet). Fremskredne katarakter medfører altid inflammation, og dette kræver behandling for at undgå smerter i øjet eller andre komplikationer, der gør, at hunden ikke kan opereres.

Hvornår skal min hund tilses af en øjendyrlæge?

Din hund bør tilses af en øjendyrlæge, så snart der opstår mistanke om, eller du eller din veterinær, har set tegn på katarakt. Tidlig øjenundersøgelse udført af en øjenspecialist er alfa og omega for, om din hund kan blive behandlet med succes. Selvom din hund endnu ikke er synspåvirket, er det stadig vigtigt at få dens øjne undersøgt af en øjendyrlæge, så anti-inflammatorisk behandling kan startes rettidigt, og operation planlægges, før hunden har fået komplikationer.

Kan min hund opereres for katarakt?

For at vurdere om din hund kan blive katarakt-opereret, skal øjenspecialisten udføre en grundig øjenundersøgelse for at se, om det er sikkert, at din hund kommer i narkose. I modsætning til mennesker, der katarakt-opereres, skal din hund i narkose. Derudover testes blod og urin samt nethindefunktionen via elektroretinogram (ERG) og strukturerne bagom linsen undersøges for unormale fund via ultralyd.

Der udføres test for at se, om din hund har øget risiko for at udvikle trykproblemer i øjet eller har andre øjenproblemer, der skal behandles, før den kan opereres i linsen. Derudover er det vigtigt, at hunden tolererer krave om halsen, medicin i munden og øjendråber. Har hunden svært ved dette, kan man træne med saltvandsdråber og krave forinden.

Hvordan foregår katarakt-operationen?

Dyret indlægges på dagen for selve operationen. Hunden skal være fastet efter aftale med dyrlægen. Får hunden medicin, aftales det med dyrlægen, om den skal have sin medicin om morgenen eller ej. Medbring alt medicin, hunden kan have brug for, hvis der er tale om andre sygdomme (har hunden sukkersyge, er det vigtigt at have medicin og sprøjter og med).

Operationen foregår i fuld narkose, og dyret overvåges nøje under narkosen for væskemangel osv. Operationen foretages under et special øjenmikroskop med mikrokirurgisk udstyr og en specialiseret ultralydsmaskine, der skånsomt hjælper med at dele kataraktet i småstykker, der kan aspireres ud via en tynd slange. Er linsekapsel ellers intakt sættes en kunstig linse i og øjet lukkes med hårfine tråde. Med den nyeste teknik kan denne operation udføres via en få mm lille port.

Det tager som regel en times tid for en ukompliceret katarakt operation, og er der katarakt i begge øjne, opereres de begge typisk under samme narkose. Selve narkosen, fra hunden får den første medicin til den er helt kvik igen, tager typisk flere timer, og vi sender først patienten hjem, når den er frisk, og kan gå og stå selv uden problemer. Efter narkosen kan hunden være træt, og skal typisk kun spise halvdelen af dens normale foderration, da maven lige skal i gang igen. Typisk kan patienten gå hjem samme eftermiddag, og skal tilbage til kontrol næste morgen. I nogen tilfælde skal patienten overnatte på hospitalet.

Hvad sker der efter operationen?

De første 3 uger efter operationen er hunden behandlingskrævende. Oftest er behandlingen mest intensiv den første nat efter operationen samt den første uge efter operationen, hvorefter medicinen trappes ned, hvis hunden heler, som den skal. Der er typisk kontrolbesøg dagen efter operationen, en uge efter operationen, 3 og 6 uger efter operationen og 4-6 måneder efter operationen. Derefter er der typisk en årlig eller halvårlig kontrol.

Kontrolintervallet kan være kortere, hvis hunden har haft komplikationer, eller har andre øjenproblemer, der skal monitoreres. De fleste hunde med ukomplicerede katarakt-operationer trappes ned i deres medicin, men skal have en anti-inflammatorisk øjendråbe resten af livet, da alle katarakt-opererede hunde har risiko for at få inflammation i øjet.

Mulige komplikationer

Som ved alle andre operationer er der risici. Efter en grå stær operation er der bl.a. risiko for glaukom (højt tryk), infektion og regnbuehindebetændelse. Visse racer har øget risiko for glaukom efter en grå stær operation.

Hvor stor succesrate er der ved kataraktoperation af hund?

Vi vurderer hunden ved undersøgelsen før operation, og giver dig besked, om din hund er en god kandidat til katarakt operation. Hvis hunden er en god kandidat til katarakt operation, er der typisk en god chance for et godt funktionelt syn efter operationen, og at der kræves minimal medicinering efter, de har helet fra operationen. Sættes en kunstig linse i, får hunden som regel sit normale syn igen.

 

    • Kornea Dystrofi

Kornea dystrofi er uklarheder i hornhinden grundet ophobning af kolesterol eller kalcium i ét eller flere lag af hornhinden. Uklarhedens form og størrelse kan variere. Oftest er den placeret centralt på hornhinden men kan også ligge perifert. Kornea dystrofi kan opstå på ét eller begge øjne.

 

    • Limbalt Melanom

Et Limbalt Melanom er en godartet tumor som opstår ved limbus, overgangen fra kornea(hornhinde) til sclera(senehinden). Tumoren er oftest pigmenteret (mørkebrun/sort) og hos yngre hunde 2-4 års alderen, vokser de typisk hurtigt, hvorimod de hos ældre hunde er langsomt voksende.

Det er vigtig med diagnosticering og evt. operation, så tidligt i forløbet som muligt. Tumoren vokser og jo mere af øjets struktur den påvirker, jo mere kompliceret bliver operationen.

 

    • Linseluksation

Linsen er en gennemsigtig struktur i øjet, som fokuserer lys ind på retina (nethinden). Den holdes på plads af bittesmå linsetråde, som er placeret i hele linsens omkreds. Hvis disse tråde brister kan linsen gå helt eller delvis løs fra sin oprindelige position.

Hvis linsen løsnes kan den falde bagud i øjet, dette kategoriseres som posterior luksation. I disse tilfælde giver det sjældent anledning til ubehag. Den kan også falde fremad i øjet, anterior luksation, her kan den blokere for dræning af væske fra øjet og resultere i glaukom (grøn stær). Dette er ekstremt smertefuldt og kan forårsage permanent blindhed.

Linseluksation kan være sekundært til andre tilstande i øjet såsom uveitis (regnbuehindebetændelse), glaukom (grøn stær) og cancer i øjet.

Linseluksation kan være arveligt og ses primært hos terrier racer, Shar Pei og Border Collier.

 

    • Nuklear sklerose

Nuklear sklerose er en aldersrelateret forandring, hvor lag i den centrale del af linsen bliver komprimeret og der opstår fortætninger. Lidelsen ses hos midaldrende til ældre hunde og giver typisk ikke anledning til synspåvirkning af særlig stor grad. Øjnene fremstår uklare med et hvidgråt eller hvidblåt skær.

Denne lidelse bliver ofte forvekslet med katarakt (grå stær).

 

    • Persisterende pupilmembran (PPM)

Pupilmembranen er en struktur, som dannes i fosterstadiet og dækker pupillen frem til fødslen. Normalt skal pupilmembranen opløses og forsvinde kort efter fødslen, i nogle tilfælde vil hele membranen eller dele af den blive tilbage, dette kaldes persisterende pupilmembran (PPM).

Denne lidelse er arvelig og ses i udpræget grad hos racer som: Welsh Corgi Pembroke, Chow Chow, Petit Basset Griffon Vendeen.

 

    • Problemer med tårekanalen

I den indvendige øjenkrog sidder åbningerne til tårekanalen, som ender i næsehulen. Tårekanalen fører tårevæske væk fra øjet. Af forskellige grunde kan denne funktion være nedsat, og dette resulterer som regel i løbende øjne. Behandlingen afhænger af hvad årsagen til den nedsatte funktion af tårekanalen er.

 

    • Retina dysplasi (RD)

Ved retina dysplasi sker der i fosterstadiet en fejludvikling af retina (nethinden), som fører til enten folder eller runde læsioner på nethinden. I svære tilfælde kan der opstå nethindeløsning hvilket resulterer i blindhed. RD er til stede ved fødslen og med undtagelse af nethindeløsning, så udvikler sygdommen sig ikke over tid. Typisk er begge øjne påvirket.

Lidelsen er ofte arvelig og ses ved adskillige racer såsom: Amerikansk Cocker Spaniel, Akita, Samojede, Welsh Corgi Pembroke, Engelsk Springer Spaniel, Labrador Retriever, Golden Retriever, Rottweiler, og andre racer.

Retina dysplasi kan forekomme alene eller være ledsaget af andre okulære defekter.

Lidelsen er oftest medfødt men kan også opstå hvis den nyfødte hvalp udsættes for virusinfektioner. Derudover ses det også som en potentiel årsag til sygdommen hvis den nyfødte hvalp udsættes for toksiner, vitamin A mangel og stråling.

Der findes ingen behandling af retina dysplasi

 

    • SCCED (Spontaneous Chronic Corneal Epithelial Defect)

Dette er en betegnelse for hornhindesår, som består af løse epithelceller. Ligesom at huden skifter celler hele tiden, skifter overfladen af øjet også celler. SCCED opstår fordi de nye celler ikke hæfter sig ordentligt fast på hornhinden. Sårene opstår ofte spontant, altså uden nogen videre forklaring. Dog ser vi ofte denne type sår hos midaldrende til ældre hunde. Denne type sår kræver tit en god portion tålmodighed, da de i nogle tilfælde kræver flere behandlinger og dyrlægebesøg før de heler.

 

    • Uveitis (regnbuehindebetændelse)

Uveitis er en inflammatorisk tilstand i den del af øjet som kaldes uvea, det indbefatter iris (regnbuehinden), corpus ciliare (strålelegemet) og chorioridea (årehinden).

Uveitis kan skyldes systemiske sygdomme eller infektioner, lokale sygdomme i øjet eller traume. Lidelsen er smertefuld og symptomer kan være tåreflåd, rødme i bindehinden, øget lysfølsomhed og derudover ændret almenbefindende. Hvis betændelsestilstanden påvirker dræningen af øjet, kan en alvorlig komplikation som forhøjet tryk i øjet (glaukom) udvikle sig. Uveitis kan forekomme hos alle hunde uafhængig af alder, race og køn.

 

    • Øjenbetændelse

Der kan være mange årsager til en øjenbetændelse. For at behandle øjenbetændelsen korrekt, er det derfor nødvendigt at finde ud af hvad der forårsager den. Det kan både være udefrakommende årsager såsom støvpartikler, fremmedlegemer og bakteriel- eller viral infektion, men en øjenbetændelse kan også være forårsaget af andre tilstande i dyret såsom allergi, fejlplacerede øjenhår, entropion/ektropion og skader på hornhinden. Det er vigtigt at behandle den bagvedliggende årsag. Hos hunde skyldes øjenbetændelse sjældent en infektion.

 

    • Øjenlågstumorer

Tumorer opstår som følge af ukontrollerbar celledeling af en bestemt celletype. Hos hund findes mange forskellige tumorer, der kan vokse ved øjenlågene. De vokser ofte meget lokalt, og spredes typisk minimalt til omkringliggende væv. Alt efter hvordan tumoren sidder, kan de give lokal irritation, øget tåreflåd, hyppig blinken og rødme i øjenslimhinden. Berører tumoren øjet, kan der opstår hornhindesår.

Jo tidligere man fjerner tumoren, des mindre omfattende er operationen typisk. Man fjerner tumoren kirurgisk, hvor man i tillæg kan benytte kryobehandling, altså frysning af området.

For at få vished om hvilken form for tumor der er tale om, anbefaler vi altid at sende den til undersøgelse på et eksternt laboratorie.

Sidebar


Følg med på Instagram

We are on Instagram
✨ Dyrenes Beskyttelse har stort fokus på at belyse og oplyse om sundhedsstatus på de fladsnudede hunderacer, såsom mops, fransk bulldog og shih tzu 🐶
Vores øjenspecialist Ann Strøm er i den forbindelse blevet interviewet til en artikel som særligt fokuserer på, hvor udsatte disse racer er for øjenskader og øjensygdomme 👁

Se artiklen på Dyrenes Beskyttelse’s hjemmeside 📱
👁️🔬 VI STILLER SKARPT PÅ GRÅ STÆR 🔬👁️
Vi har i dag besøgt Øjenafdelingen på Glostrup Hospital og fulgt deres dygtige personale, gennem en spændende dag med operationer for grå stær på 2 benede patienter ⭐️
This error message is only visible to WordPress admins
There has been a problem with your Instagram Feed.

Se mere på Instagram

Samarbejdspartnere